Se fredningsbælter på http://fredning.fd.dk

Har du ideer til naturprojekter, som skal tages op i Grønt Råd, så send forslag til formand@skf1990.dk


 

Til Nyhedsarkivet
Til nyheder for 2011

17-12-10

Klubturen til Ærø er nu booket, vi har fået "Drejet huset" som er en gammel kending både i SKF1990, men også blandt lystfiskere generelt. Der er 10 sovepladser i huset, 5 pladser tilbage d.d. Tilmelding til Michael Knudsen på tlf. 22380318, husk at overføre kr. 300,- til Michael ved tilmelding. Huset er booket fra onsdag den 23. marts til og med tirsdag den 29. marts.

09-12-10

Ørreddagene holder flyttedag.

Limfjordens Ørreddagene flytter fra 2. til 4. weekend i april, hvilket betyder at Ørreddagene bliver afviklet den 23. og 24. april 2011.

Ved at rykke konkurrencen får fiskene 14 dage mere til at komme i bedre kondition efter vinterens gydning og smalkost. Altså lidt tungere og lidt flottere fisk end de foregående år.

Vi glæder os allerede.

24-11-10

Vinteren har så småt sænket sig over Danmark og fiskeriet er naturligt stilnet lidt af. Der meldes dog stadig om enkelte fangster, men oftest af farvede fisk som nu skal have lov at svømme videre mod den å de selv er kommet fra.

Nytårskuren bliver i år den 29. december, hvor vi mødes kl. 16.00 i klubben.

Sidste tilmelding er den 16. december til Richard på tlf. 20979198.

Brian Pedersen og jeg selv, er indkaldt til kombineret møde mellem Grønt Råd og Vandløbsgruppen i Struer Kommune. Der er lagt op til at vi skal præsentere vore bemærkninger til Vand- og Naturplanerne. Groft sagt, så handler det om at Kommunen gerne vil have nogle indspark til hvad vi som interesse organisation har af kommentarer til de nye Vand- og Naturplaner. De vil også meget gerne have forslag til hvad vi mener der kan gøres bedre.

Jeg vil gerne spille bolden lidt videre til mine fiske kolleger her på forum, hvad mener i der kan forbedres i vores nærområde? Har i læst vandplanerne? Her har i et link til de hoved områder som der er fokus på, men mangler der noget? Vandplaner.pdf

Foreningsmedlem eller ej, så skriv meget gerne til mig med dine kommentarer, så vil jeg medbringe disse på mødet. skriv til: web@skf1990.dk

03-11-10

Jeg beklager at være lidt sent på den mht. rapporten fra Fyn, men travlhed i det daglige har stjålet tiden de sidste dage. Formanden var dog hurtig til at sende mig en god og efter formandens eget udsagn, sandfærdig beretning fra weekendens tur.

Beretningen kan læses ved at trykke her: Fyn2010.pdf

Udover formandens fine beretning synes jeg det er værd at nævne, at Jacob og undertegnede var en tur ved Vejle fjord søndag formiddag i et ualmindeligt smukt efterårsvejr, med absolut ingen vind, svagt diset i starten men efterhånden fik solen brændt lidt hul i det lave skydække og afslørede de smukkeste farver på skrænterne langs fjorden. I starten så vi ikke noget til fiskene, men på vej tilbage til bilen så vi en enkelt fisk head/taile meget forsigtigt samt nogle enkelte små ringe i vandet. Vi vadede ud over meget blød mudder bund og Jacob havde snart efter flere følgere efter fluen, men ingen af dem turde andet end følge agnen. Vi gav det blanke vand skylden, fiskene var der dog.

Billederne herunder er alle fra Vejle fjord.

26-10-10

Søren Møllenberg var i dag ved fjorden for at varme op til en god weekend i det fynske. Turen belønnede Søren med en fin lille fisk på 46cm.

Der blev i weekenden, et sted i fjorden fanget en ørred på 7,9kg. og 89cm. Jeg har endnu ikke fået lovning på at måtte vise billedet af den stolte fanger og fisk. Jeg håber dog jeg kan få tilladelsen til både billede og en tekst om fangsten. Fortsættelse følger.

23-10-10

Ejvind ringede i går, han havde fanget sig en fisk og ville kigge forbi. Der kunne berettes om adskillige fisk mellem fingrene på kort tid, dog kun en enkelt som var stor nok til at hjemtage, fisken er anslået til ca. 50cm. Ejvind måtte søge lidt efter en plads der ikke var berørt af de mange dages hårde vind, det må siges at lykkedes. Tillykke med fangsten.

Mandag 11-10-10

Der er meldt et ulovligt garn til Fiskerikontrollen søndag d. 10. 10. 2010. Garnet der stod ved Skolehjemmet på Vrald odde, havde fanget 3 ørreder og en skrubbe.
Den største ørred vejede ca. 4 kg og var desværre død ved landingen.
Dermed er en værdifuld gydefisk frataget muligheden for at formere sig i den forestående gydesæson.

Det er meget vigtigt at vi værner om den bestand af ørreder der er, fra og med 2011 er der et stort rundt nul i udsætningsplanerne for vores område, altså er vores ørredbestand fremover selvproducerende derfor er det alfa og omega at der kommer ørreder til åerne så der kan produceres nye fisk.

Set i det lys er det selvfølgeligt helt uacceptabelt at der bliver fisket ulovligt med nedgarn inden for 100m og 500m zonerne, og vi kan kun opfordre til at der ringes til Kontrollen hvis man konstaterer ulovligheder. 


Garnet er meldt af medlemmer fra Struer Kystfiskerforening og Øster Strand Bådelaug.
 

Tirsdag 05-10-10

Et kort smut til fjorden i går, en time inden solnedgang gav mig 2 fisk, først en lille undermåler som så ud til at skulle være med på Kanal 4's "De unge mødre". Den røg pænt retur. Men ikke længe efter gav det en bedre fisk over målet. Den kom med hjem. En god fødselsdagsgave at give til mig selv. /Bo

Der blev igen i dag tid til en lille times fiskeri. Det gav også i dag pote i form af en lidt større fisk på 59cm. og 2,2kg.

Fiskene huggede på en gammel klassiker, Frede med blodtud.

Jeg skal beklage det lidet kønne "Fisk ved vask" foto, men jeg havde desværre ikke tid til foto session ved vandet i dag. /Bo

Ejvind ringede til mig her til aften og kunne ligeledes berette om frisk fanget ørred, i den vestlige del af Limfjorden. Fiskene er altså derude til trods for det lidt barske efterårs blæsevejr.

Torsdag 30-09-10

Carsten Bache var i går et smut i den vestlige Limfjord, det gav pote i form af en flot fisk på 52cm og 1,6kg.

Husk, at næste torsdag er klubaftenen flyttet til Venø Fishfarm. Vi mødes ved Venø Færgen kl. 18.50.

Her lidt fakta fra Venø Fishfarm:


Vi har i år udsat
ca. 40 - 50000 Skrubber i området Handbjerg og til Lemvig. Derudover har vi sat 5000 ud i Skive fjord, og yderligere 5000 i Hjarbæk fjord. Vi har også leveret 42000 stk. til udsætning i området mellem Aggersund og Thisted. Disse 42000 er købt af fiskeplejen.
Vi er glade for igen at kunne udsætte overskudsproduktionen fra Venø i vores lokalområder, efter at Skrubberne i de sidste 5 år er produceret på Maximus, er produktionen igen tilbage på Venø. Vi har i mange år lavet Skrubbelarver til både Maximus og Venø, og har derfor i en del år sat larver ud.
Venø har sidste år også leveret Pighvar til udsætning på Nordsjælland. Pt. er der ca. 50000 stk. Pighvar yngel i karrene på Venø. 25000 skal til Irland, og resten forventes solgt til Holland. Venø renser Østers for Johs. Jensen Jegindø, dette udføres som lønarbejde, og der renses ca. 80000 stk. Østers om året, velbekomme.
Firmaet der driver Venø hedder Venoesund fisk og skaldyr ApS.
Nordvestjysk fritidsfiskerforening der bedriver Helt opdræt, har i år udsat, 100000 stk. Helt yngel i Kilen, 85000 stk. i Nissum fjord, og 175000 stk. i Hjarbæk fjord. Til sidst er der udsat 85000 stk. Helt yngel i Allingå ved Randers fjord.
MVH.
Arne Rusbjerg

Søndag 26-09-10

Weekenden på Mors er nu afsluttet, alle valgte at tage hjem fra morgenen søndag da vejret ikke indbød til fiskeri. Der har ligeledes været alt for meget ålegræs i vandet og at skulle finde vand der ikke var fyldt med tang, kunne tage alt for lang tid.

 

Dagene er ellers gået med masser af fiskeri. 6-8 mand gjorde alt de kunne for at finde ørrederne i fjorden, for Jacob lykkedes det at få en enkelt fisk på land som kom med hjem. En fin fisk på ca. 45cm.

Generelt blev der kæmpet bravt, men for de flestes vedkommende var det kun spottede fisk, der ikke ville mere end følge agnene.

Jacob og jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at se 3 personer sætte garn direkte fra land, da vi lørdag begav os ud mod Rotholmene på Sydmors. Da vi ankom til stedet hvor piratfiskerne havde sat garnene, kontaktede vi Fiskerikontrollen som dukkede op 1,5 time senere. Kontrollen fjernede garnene og gav os et tak for hjælpen, men det var i sandhed os der takkede. En god fornemmelse at kunne ringe og se de dukkede op kort efter. Det nytter altså!

Fredag 24-09-10

6 mand er indtil videre samlet på Mors, de første startede fiskeriet torsdag formiddag og søgte fiskeriet flere steder på øen, de sidste kom hen under aften og havde da også kontakt til fisk, men ingen mellem hænderne.

Fredagen tegner til stille vejr, som bliver en kontrast til weekendens prognoser på hård vind. Vi tager det med ophøjet ro og "træner" videre til weekendens konkurrence på Mors.

Søndag 12-09-10

Sommeren synger nu på sidste vers, efterårets komme hilses af mange ørredfiskere velkomment. Vand temperaturen er faldende og ørrederne kan igen fanges i de lyse timer af dagen. Multerne forlader vore kyster og havne, men støder man på dem kan de være en del nemmere at få i tale nu, end tidligt på sommeren. Således fandt Kennet Brask fiskene forleden i det skønne sensommervejr. Multen på billedet vejede 4kg. og faldt for flådfisket brød.

Jeg selv har også besøgt kysterne flittigt de sidste uger, i et håb om at ørrederne var til at lokke med i de lyse timer af dagen. Enkelte fisk har da også ladet sig lokke, men der er stadig et stykke mellem fisk som virker interesserede nok. Ofte er fiskene begyndt at hoppe og springe omkring én når man fisker, men få af dem finder fluerne og slet ikke blink m.m. indbydende nok. Dog lykkedes det i ny og næ og så sent som i går, lørdag, lykkedes det mig at få en enkelt fisk mellem hænderne. Jeg havde valgt at trodse den stærke sydlige vind og affiskede med vinden i ryggen, et kendt rev i fjorden. Jeg så på intet tidspunkt fisk, hverken i overfladen eller decideret springende. Men fik dog efter en lille times fiskeri belønningen i form af en flot men meget gylden fisk, efter et hurtigt snapshot lod jeg fisken glide tilbage i bølgerne, med et ønske om en god rejse mod den bæk eller å den havde GPS'en indstillet mod. Jeg skønnede fisken til at ligge mellem 45 og 50 cm. og måske omkring de 1,5kg.

Mandag 30-08-10

Der er nu kommet officielt program for Morsø Lystfiskerforenings ørreddage 2010, du kan læse meget mere om arrangementet ved at klikke på billedet.

Torsdag 19-08-10

Søren Christrup kunne her til formiddag melde turen til Fyn for helt booket!

Tirsdag 17-08-10

Torsdag den 7. oktober flyttes klubaftenen til et besøg på Venø Fishfarm, som producerer pighvarrer og skrubber til udsætning. Vi mødes ved Venø Færgen kl. 18.50

Mandag 16-08-10

Endnu en efterårs tur er lagt i kalenderen, denne gang til Nordvestfyn i weekenden 28. - 31. oktober. Der er 4 pladser tilbage i huset, og det er først til mølle tilmelding. Søren Christrup håndterer tilmelding på 28875601

Søndag 15-08-10

Så er der booket sommerhus på Mors til weekenden 24. - 26. september. Der er plads til 8 personer og det er "først til mølle". For de som ikke ved det, er det den pågældende weekend at Morsø Lystfiskerforening afholder deres årlige Ørreddage konkurrence.

Tilmelding til Michael Knudsen, på 22380318.

Mandag 09-08-10

For en lille uges tid siden var min bror og jeg på et par dages sejltur rundt om Djursland. Starten gik fra Kalø Vig, hvor min brors lille sejlbåd ligger, planen var at vi første dag skulle nå Øer ved Ebeltoft, men den plan blev hurtigt skudt i sænk, da dønningerne til tider var på højde med skroget efter vi rundede Skødshoved, blev vi enige om at søge ly i Begtrup Vig. Der skulle dog lige fiskes lidt inden vi gik i havn. Visse steder på sydsiden af Begtrup Vig er der endog meget dybt tæt under land, således målte loddet 10-11 meter vand, kun små 40-50 meter fra kysten. Disse skrænter havde sikkert budt på lidt flade, men det havde vi ikke grej med til, så det blev til en enkelt mini ørred, som selv valgte friheden da den kom tæt på båden.

Dagen efter sejlede vi syd om Sletterhage på vejen øst og nordpå, forbi Gåsehage som er Djurslands sydøstligste punkt mens stængerne hang ud over rælingen med Møresildaen vibrerende 60-70 meter bagude i tilpas dørge tempo. 2-3 knob gav snart pondus i en fin makrel. Men på vej længere nordpå langs djurslands østkyst var det fjæsinger der overtog, et utal af de farvestrålende fisk huggede gang på gang blinkene, men blev alle lempet pænt ud over kanten igen, vi samlede kun på makrel.

Målet var vandet ud for Jernhatten. Efter en slem overraskelse da vi nåede et sten rev syd for Jernhatten hvor dybden gik fra 5 meter til 1,5-2 meter på et splitsekund (båden stikker 1,6 meter) sejlede vi ekstremt forsigtigt og med brormand som Lods i stævnen, fik min bror hug på blinket, men stik i mod sædvanen var det ikke fjæsing, ej heller den ønskede makrel men derimod en havørred på kiloet der havde taget sig sin sidste mundfuld. Jernhatten viste igen hvorfor så mange valfarter til dette sted, ikke mindst UV-jagt folket ynder denne plads.

Vi sluttede dagen i Grenå, med grillen tændt på kajen, makrel filet, ny opvarmede boller og Rigeligt smør!

Dagen efter skulle vi have mere fart på, vi skulle nå turen hjem så vidt muligt, så den lille et cylindrede Volvo Penta Diesel motor fik lidt at se til, da vinden fra morgenen var tæt på 0. Men til trods for de 4,5 knob valgte vi at sætte blinkene i vandet endnu engang og der gik da ikke længe før den første fisk hang i, en hornfisk blev afkroget over rælingen, for ikke længe efter at blive afløst af dagens første makrel. Fjæsingerne så vi heldigvis ikke så meget til denne dag, måske den lidt høje fart vi skød gjorde at de havde svært ved at følge med, hvor makrellen ikke virkede til at have problemer.

Vi fik yderligere et par makrel før vi stoppede turen i Begtrup Vig, hvor vi lagde til kaj. En fantastisk weekend, med høj sol over Danmark næsten ingen vind det meste af tiden, en god mængde fisk og godt selskab, så er det som min bror siger; Svært at være sur!
 

Første klubaften efter ferien er den 16. september. Der har lige været Limfjorden rundt om onsdagen, ifald der ikke er plads i klubben flyttes mødet til Formanden i Ringgade

Torsdag 22-07-10

Der er lidt stille for tiden, men mon ikke det skyldes at folk holder sommerferie. Dog har formanden været ude med snøren og sendt mig følgende beretning:

Egentlig var det bare en helt almindelig tur mellem Ringkøbing og Struer, altså lige til at jeg svingede til venstre i Ulfborg, det skulle lige checkes om der var fisk ved Thorsminde, og om ikke andet så er turen op ad vestkystvejen som altid smuk og dejlig, så helt spildt ville denne lille afstikker ikke være under nogen omstændigheder.

Velankommet til Thorsminde findes stangen og det halvtunge skyts, jeg begiver mig lidt ud ad langs nordsiden ca ved Sct George museet er der sild og jagende fisk i vandet en anden fisker lander en makrel og snart sender jeg min Bergmann pirk tværs over indsejlingen der er lidt pil og prik til Bergmann'en og i 3. kast er der endelig fast fisk, fiskens hyperaktive sitren i stangen melder at det er en makrel der er skyld i al postyret, snart er den landings klar og den kranes op på stenene hvor et stik i nakken hurtigt og effektivt slutter fiskens liv.

Lidt senere er den gal igen, denne gang er den en anden fornemmelse og da fisken viser sin blanke side næres håbet om en Bars men fighten er bare ikke rigtig til en bars af den størrelse, fisken der viser sig at være en stavsild klargøres til genudsætning da makkeren på molen melder at den ville han da gerne ha og derved bliver det, stavsilden ryger i Johns spand. Fiskeriet fortsætter og det ender på tre makreller den største på 43 cm og en stavsild på ca. 41 cm.

Onsdag 23-06-10

Brian har sendt mig følgende beretning fra weekendens fiskeri på Djursland

 

Fredag D.18/6 var undertegnede og Søren M ,taget en tur til Djursland.

Vi startede ved Fornæs, men efter 1 time uden at se andet end marsvin og horn, flyttede vi til Glatved. Ved kalkværket lagde Søren hårdt ud, med en tobis og en fjæsing. Jeg gik bag ham og var så heldig at kroge en havørred på 1200g. fordelt på kun 45 cm. Derefter blev der grillet pølser. Mens grillen blev klar, prøvede vi et par kast ved P. pladsen. Dette resulterede i en næsten kroget and i luften til Søren.Den blev dog ikke landet, så vi måtte nøjes med pølser. Da aftensmaden var overstået, blev der fisket på livet løs. Resultat 1 tobis,1 ørred,4småtorsk,7 hornfisk og ca.30-40 fjæsing.
Søren mente at han havde fanget flest arter, da han også ville godskrives for en and. Alt i alt en herlig tur, som bestemt skal gentages i fremtiden.                                          Knæk og bræk. (de er derude)

 B. Pedersen.

  Ps. Den 16/6. var jeg så heldig, at få en laks i Storåen. 95 cm. 8,0 kg.

Tillykke til Brian med den flotte laks.

Mandag 22-06-10

En del ture er det blevet til de sidste par uger, fisk er det også blevet til, men dog ikke til fryseren.

I går havde jeg efter er en fiske fri weekend, bestemt mig for en tur til fjorden. Der skulle ikke fiskes længe før første grønlænder tog fluen forsigtigt. En hurtig afkrogning med overbevisning om at der var flere derude. Der gik da heller ikke længe før næste fisk tog fluen, også denne gang forsigtigt.

Fisken fightede alt den havde lært, men lige lidt hjalp det. En smuk sommer fisk på 44cm og 1,17kg tromle tyk Fulton faktor 1,37.

3 andre fiskere havde fået samme idé til plads valg og kort efter valgte jeg at tage turen hjem, jeg var jo også blevet pænt belønnet denne sommer solhvervs aften.

Tirsdag 08-06-10

I går eftermiddag valgte jeg at lede efter ørreder mellem de tusinder af horn, på en kendt plads i Venø Bugt. Vandet var til tider fladt som en pandekage, ikke en krusning viste sig. Til gengæld var hornene meget overflade aktive og det gav naturligt nok konstant mistanke til, om det mon kunne være en ørred i overfladen frem for hornfisk. Fluen blev gentagne gange lagt i umiddelbar nærhed af den sidst ringende fisk. Der skulle dog gå et par timer før en god trykbølge viste sig efter fluen, jeg tænkte med det samme at det var horn og satte god fart på fluen efterfulgt af et brat stop, bingo, den virker næsten altid. Ørreden huggede og drejede af med det samme, en kort fight efter lagde ørreden sig pænt på siden og blev båret det sidste stykke på land.

En flot fed forsommer fisk på 1,7kg fordelt på 52cm, Fulton siger 1,21. Skønt.

Onsdag 02-06-10

Det er et stykke tid siden jeg sidst har fået opdateret siden her, så det er vidst på tide at få skrevet lidt om hvad der rører sig lige pt. Der bliver igen fanget ørreder i fjorden og mange steder er fiskene meget aktive.

Martin Berger sendte mig i aftes denne beretning og billede:

Jeg har i dag været ved Limfjorden på et af de rigtige gode steder. Høj sol og en vind fra nordøst og øst, gav denne fine havørred på 2,7 kg og 62,5 cm, fik en mere på ca. en halv meter, men den kom tilbage igen var lidt tynd i det. De blev begge fanget på en god fyldig pattegris.

Da jeg tog hjem tog Søren M og Ole Nielsen over

Venlig hilsen

 Martin Berger

Jacob og jeg var ved fjorden på en anden kendt plads i mandags, undertegnede mistede fisk på både 1 og 2 kilo, hvilket gav anledning til udbrud der formentlig kunne høres på den anden side af fjorden, men det var stadig rart at både se og høre fiskene.

Torsdag 20-05-10

Jeg fjernede i dag nyheds listen fra Fiskepleje.dk her under nyheder, da den desværre gør denne side alt for langsom at åbne. Jeg vil arbejde på at finde en løsning, så vi stadig kan få de vigtige nyheder men i et mere acceptabelt tempo.

Har du været ved kysten, fjorden, på molen eller broen. Hører jeg gerne fra dig, ørrederne ser ud til at være på en tidlig sommerferie, vi håber de snarest kommer tilbage igen. Har du haft kontakt til fisk, uanset type så smid mig en mail eller en SMS. web@skf1990.dk eller 23810808.

Fredag 07-05-10

Så er der hornmusik!

For de som har glædet sig, de som irriterer sig, de som bare rynker på næsen og så alle vi andre der bare siger nå, jaja... Nu er hornfisken kommet.

I går havde jeg sat mig for at fiske målrettet efter dem, sådan mest for sjov, for det er fiskeriet nu engang. Jeg havde til trods for en lidt "kras" vind fra det nordøstlige hjørne, bestemt mig for at det var min lille #4 fluestang der skulle bruges på jagten. Jeg startede ud med et lille juletræ, men mistede meget hurtigt troen på det, det gik for højt i vandet. På med min favorit, Jiggy fluen. Læs evt. mere om denne fantastiske flue her: http://www.saltwaterflies.com/jiggy_fly.html

Jeg fik allerede ved 2. kast med fluen kontakt, men kunne med det samme mærke at det bestemt ikke var horn! Derimod en rigtig tyk lille grønlænder som i den grad fik min #4'er til at bøje godt. Desværre kunne fisken præcist klemme sig ned i linekurven uden at bøje på midten, så den blev pænt sat tilbage i vandet. Tilbage til det jeg egentligt kom for, gav da også lidt horn. En god dag!

Har du forslag til evt. klubture i efteråret, må du meget gerne kontakte mig på web@skf1990.dk

Fredag 30-04-10

Røjensøodde 29-04-2010

 

Med halvdelen af foreningen på Bornholm og en for aftenen fin vejrudsigt, beslutter formanden enevældigt i samråd med webmaster og andre medskyldige, at droppe de lune hveder til fordel for de lune vaders og henlægge klubaftenen til der hvor det hele sker nemlig på kysten.

 

Det var Pedersen, Poulsen og Nielsen der skulle se om de kunne finde deres Ørred zen, denne aften ved Røjensøodde. Det blev ved lidt pilleri ved blink og wobblere nogle så springende fisk, andre så ingenting, men alle så sæler.

Da mørket var ved at falde på, og vi var på vej tilbage mod bilen, skulle jeg da lige testkaste Brians nyindkøbte Copper stick.

Medens jeg leger med den, kroger Brian stik mod forventning en sprællevende fisk på min stang. Skrubben fighter for sit liv, men det står dog lige så lysende klart som dens hvide bugside, at dette ikke er en ørred og at den er kroget i halen. Brian udvikler dog hurtigt en teori om at den sikkert er gået efter blinket og så ved en misforståelig fejl har hugget med halen. Skrubberne forfølges ved en snarlig kommende lejlighed, formodentlig i selskab med Fiskemand Frederik & Co.

Selvfølgeligt genudsatte vi skrubben.

 

Formanden

Torsdag 29-04-10

Klubaften i aften Torsdag den 29. april er aflyst, vejret indbyder til fiskeri og varme hveder på hjemmefronten.

Carsten Christophersen har for nyligt været ved fjorden, han har fanget sig en flot ørred. Som Carsten selv skriver:

Når endelig solen kaster sine varmende stråler ned i den ellers, for årstiden, kolde fjord kan der i korte perioder virkelig ske noget.

Denne ørred 2,41 kg / 59 cm – blev taget blot 5 m fra land, lørdag d. 24.04 kl. 14.15.

Søndag 25-04-10

Så er første blog fra A-Holdet på Bornholm indløbet, se den her: Abloggen

I går var jeg et smut ved fjorden i det smukke forårsvejr, allerede på turen til pladsen hvor jeg gik langs vandet, så jeg hundreder af hundestejler helt inde i vandkanten, som blev skræmt af min skygge. Jeg var overbevist om, at ørrederne ville være at finde kystnært med den store mængde føde. På pladsen spejdede jeg efter fisk i overfladen, der gik da heller ikke længe før jeg så første fisk ude af vandet. Jeg bevægede mig hurtigt op på stranden og de 30-40 meter langs stranden. Et hurtigt kast mod den svage vind, kun en stanglængde ude og 10 meter parallelt med kysten gav fast fisk, jeg nåede desværre ikke at give ordentligt modhug og fisken slog sig af. I næste kast sad den der dog igen, normalt er jeg af den overbevisning at fiskene ikke hugger på fluen igen, når de har mærket krogen, men jeg er næsten sikker på det var samme fisk der tog fluen denne gang, den kom med ind og måtte lade livet. Vægten på fisken har jeg ikke, men jeg skønner den til 45-50cm. Fisken havde som forventet proppet sig i hundestejler.

Fredag 23-04-10

Så er foto konkurrencen i forbindelse med Limfjordens Ørreddage 2010 afgjort. Du kan se resultaterne her: Resultater af Limfjordens Ørreddage 2010

Vi har fået mange gode og sigende billeder fra ørreddagene, men vi ville selvfølgelig gerne have lidt flere så derfor den udvidede indleverings frist.

Til højre ses dette års vinderfoto taget af Jørgen Sørensen.

Vinderne kan kontakte formanden for udlevering af præmier: torben@skf1990.dk

I aften drager 2 hold af sted på den årlige Bornholmer tur. Henning har lovet at de sender daglige rapporter hjem til mig, så vi kan følge deres jagt efter de store overspringere på solskinsøen.

Så snart jeg har første rapport fra dem, vil der være link her under nyheder, til "Bloggen".

Onsdag 21-04-10

Har du billeder fra Limfjordens Ørreddage 2010 som du ikke har nået at få sendt, så kom gerne med dem, vi mangler endnu nogle billeder til at få konkurrencen for i år afgjort. Send dem til: torben@skf1990.dk

Fredag 16-04-10

Carsten Bache var for nyligt en tur ved fjorden, det gav en flot sølvblank skønhed på 65cm og 3kg. Billedet er taget nogle timer senere, men man kan tydeligt se der er tale om en flot overspringer.

Joker præmien ved Limfjordens ørreddage gik i år til Jesper Smith for beviseligt at lande en såkaldt "double". Jesper havde hug på både ophænger og blink. Michael Knudsen var hurtig fremme med kameraet og optog dette lille filmklip af landingen.

Se den på Youtube ved at klikke på dette link: http://www.youtube.com/watch?v=q0AKbUhURe4

Torsdag 15-04-10

15. maj tager vi på en familie tur til Fur, der vil være mulighed for både fiskeri og udflugt. Læs mere i Kalenderen.

I forbindelse med Limfjordens Ørreddage 2010, var der enkelte som stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor konditions faktoren var forskellig for præmieringen af hhv. Største fisk og Kondition. Det har jeg forsøgt at gøre rede for, se mere ved at klikke her: Konditionsfaktor.

Mandag 12-04-10

I dag var jeg et hurtigt smut ved fjorden, det passede fint lige inden et kundebesøg og vejret var jo fantastisk til en "Frokost pause" i det fri.

Jeg vil gerne sende en undskyldning til de 2 fiskere på pladsen, en i kajak og en anden kystfisker, ikke at jeg generede dem fysisk, men det tog mig kun en halv time at lande 2 flotte fisk, genudsætte den ene som sagtens holdte målet, men stadig manglede lidt sul på kroppen, for derefter i få kast at lande yderligere en pæn fisk som måtte lade livet.

Det var det.... Fiskene kom, huggede og smuttede så igen, det gjorde jeg også.

Fisken på billedet vejede 1,94kg, var 56cm. lang og ville have indbragt en 6. plads til ørreddagene for størrelse og en 2. plads for kondition. Så kan jeg lære det.... /Bo.

Mandag 12-04-10

Limfjordens ørreddage 2010 er nu vel overstået. Formanden har skrevet følgende om weekenden.Svend O. Nielsen

I weekenden 10 -11 april deltog ca 80 lystfiskere i Limfjordens Ørreddage

 

Vi har været meget spændt på vejret og fiskeriet. For 6 uger siden var fjorden dækket af is, det er klart den kolde vinter har påvirket årets konkurrence. Dertil tog vinden kompasset norden rundt fra vest til øst med frisk nordlig vind hele lørdag, hvilket drænede fjorden for vand, ikke en Limfjordsfiskers livret, høj sol var med til at give vandet temperatur op af dagen.

De heldige der kunne finde fisk oplevede at der blev der nippet forsigtigt og mange fisk er tabt igen på den konto.

Medens andre garvede fiskere travede forgæves i to stive dage uden at mærke det mindste.

Fangsterne matcher til fulde de fisk der blev indvejet sidste år, det ser endda ud til at gennemsnitsvægten er steget en smule.

 Hans Peter Therkeldsen

I fredags var der tilmeldt 70 til konkurrencen, så vi regner med at vi ligger på 80-90 stykker når de seneste indbetalinger slipper gennem web bank systemet.

 

Vi har indvejet 19 ørreder, svarer til 4 mand/ørred. Vi har afvist 3.  

 

Den største fisk var en fin 4 kgs fisk på 72 cm fanget af Hans Peter Therkeldsen

Den flotteste var en sand sølvtorpedo på 2,23kg og 56,5 cm fanget af Brian Heegaard.

 

Så er der kun at sige tak for nu, på gensyn næste år 9-10 april 2011.

Resultaterne kan allerede nu ses på Ørreddag resultat 2010

Torsdag 08-04-10

Her 2 dage inden starten skydes i gang til dette års Ørreddage, har jeg modtaget få meldinger om fangster i fjorden. Det er generelt stadig svært at finde fiskene, men det lykkedes stadig oftere og det lunere vejr må helt sikkert også sætte sine spor. Jeg var selv i dag ved fjorden for at prøve en givtig plads. Det blev også belønnet med en flot 50+ nedfaldsfisk, som dog havde sjældent held til at hoppe af fluen helt inde ved stangspidsen, fisken var ved at komme i god stand og havde antaget den karakteristiske oliven farve på ryggen med flotte blanke sider. Derudover mistede jeg et par grønlændere da jeg for sent opdagede en bøjet krogspids på fluen.

Sportsfiskerforbundet har sendt os følgende indbydelse, som helt klart kunne været et besøg værd. invitation svend saabye udstilling Odder Museum.pdf

Mandag 22-03-10

*Opdatering*

Jacob og jeg var et smut ved fjorden i dag, på 2 timer havde vi 12 fisk mellem hænderne, 7 til Jacob og 5 til mig. Fortrinsvis nedfaldsfisk, men også grønlændere mellem.

Weekenden har budt på lidt fiskeri fra undertegnede, derudover har Karsten Have sendt mig en rapport fra Fjorden.

Jeg var selv et smut ved fjorden lørdag, isen har trukket sig mange steder i inderfjorden så der igen er fiskbart vand. Dog lider vestvendte kyster af is i den vestlige vind.

Jeg havde lørdag valgt et nordvendt kyst stræk som for præcis et år siden var et rigtig godt spot. Vandet var fladt som et spejl, men stadig meget grumset efter et par dage med blæsevejr og formentlig også fordi isen havde frigivet en masse skidt til vandet. Efter at have kigget lidt på vandet og overbevist mig selv om (efter alt for mange nulture) at her kunne være lige så godt som alle andre steder, fik jeg mig klædt på og startede fiskeriet. Til højre for mig stod en anden flue fisker ca. 50 meter væk, han var faktisk den første som spottede fisk, ca. 20 meter til højre for mig og råbte mig an at der var fisk, jeg så stadig ringene i overfladen hvor den havde vendt og kastede en perfekt flue til stedet. Hurtigt indtag gav ingen respons, nyt kast, og endnu et... Ingenting. Hmm... Den kunne åbenbart ikke lide min jiggy flue. Jeg skiftede flue til en Frede med blodtud, den kan fiskes noget langsommere. Jeg fiskede videre til venstre og kunne efterhånden se flere og flere fisk ringe foran mig. De må have gået efter noget af det skidt, som flød roligt på overfladen for det var tydeligt at de kun lige stak snuden op, for derved at udløse nogle små ringe i overfladen. Få kast senere var jeg uopmærksom et kort øjeblik og så for sent at der var en god trykbølge efter fluen, Pokkers! Fisken drejede af længe inden den kunne have set mig, så jeg lagde fluen ud samme sted igen, ingen fisk efter og dog, lige inden fluen bliver løftet ser jeg en lille grønlænder vende bag fluen, ej igen! Nå, denne gang så den mig og jeg kunne ikke lokke den igen.

Jeg fiskede videre og kom til et stræk med meget blød bund, her spottede jeg en fisk som vendte så kraftigt i overfladen at den tydeligt viste mig et sæt gode finner. Op på stranden med mig og i let trav de 100 meter hen ad kysten til stedet jeg mente at have set fisken. Stille og roligt bevægede jeg mig ud i vandet igen, hele tiden med fluen foran mig i hvert kast, der skal da heller ikke mange kast til før jeg har en mistanke til at en fisk har fat, men så alligevel... var det nu? Jeg trækker fluen helt ind til jeg kun har forfanget ude af øjerne, jeg kan se fluen synke foran mig og med ét forsvinder fluen i et sultent ørredgab, modhug! En hidsig grønlænder måtte et par minutter efter op af vandet til et hurtigt smækkys og tak for kampen. Fisken holdt målet da den ragede ud over enderne på linekurven, men den fik friheden igen da den var årets første og Neptun skulle have den første tilbage.

Jeg fiskede videre på samme spot, da jeg stadig så fisk ringe i overfladen, få kast efter gentog scenariet sig. Jeg havde igen kun lige forfanget ude og så fluen synke da endnu en ørred snupper den i et hurtigt glimt. Denne gang er fisken større, men jeg er ikke i tvivl mange sekunder om at dette er en nedfaldsfisk, kampen bliver kort. Det er en god fisk over de 50 cm. som til trods for lidt små skader på bugen ser pæn ud, den er endda allerede ved at være lidt bred over skuldrene og den svømmer stadig derude. Endnu en fisk følger efter i næste kast og på nøjagtigt samme måde, inhalerer denne også fluen helt inde ved stangspidsen. Denne er en endnu større nedfaldsfisk, omkring 55cm, en høj fisk som også så ud til at have klaret vinteren og knapheden på føde, ganske udmærket. Jeg vil give fiskene endnu en måned i havet, så tror jeg faktisk de vil være klar til gryden.

Jeg så ikke meget mere til fiskene, en enkelt fortsatte med at ringe i nærheden af mig, men selv efter mange forsøg kunne jeg ikke lokke med den. Det blev til en skøn eftermiddag med 3 fisk mellem hænderne og mange spottede. De er derude, det er bare at finde dem i det endnu meget kolde vand. Jeg har desværre ingen billeder fra weekenden, det skal ikke gentage sig./Bo.

Karsten Have har ligeledes været afsted for at prøve lykken i det kølige vand. Karsten har sendt mig følgende rapport og billede:

Så brød isen op og jeg kom afsted for første gang i år. Isen lå ca 500m ude og vandet var kun 0,5 grader, så jeg regnede kun med at få noget frisk luft. Var overrasket da jeg pludselig så en fisk vende forsigtigt i overfladen. Kastede til den og den tog i første forsøg. Det var en Nedgænger på en 46-48 cm , slank , men i fornuftig stand, taget den strenge vinter i betragtning. Den fik friheden igen.

Mandag 15-03-10

Med mindre end 1 måned til Limfjordens Ørreddage løber af stablen, skal vi lige opfordre besøgende til at kigge på dette herlige arrangement, som vi igen i år håber vil tiltrække mange, både lokale, regionale og nationale lystfiskere.

Igen i år er der en sand præmie regn i vente for de dygtigste fiskere og fotografer. Formanden har stadig ekstra plakater til ørreddagene hvis nogle skulle ønske en kopi eller flere.

Klik på billedet for at se det officielle program for Limfjordens Ørreddage 2010.

Søndag 14-03-10

Her en lille måned før ørreddagene løber af stablen, har vi endelig fået foråret at mærke, isen trækker sig tilbage og i enhver have har de små forårsbebudere travlt med at indhente det forsømte.

Selv de mindste bække er gjort til små fossende vandløb af de store mængder smeltevand og vejrudsigten for den kommende uge, lover op til 8 grader på den varmeste tid af dagen. Ser man på Farvandsvæsenets hjemmeside, og følger det dag for dag, kan man faktisk også se en tydelig fremgang i vand temperaturen langs den jyske vestkyst. Det lunere vejr, samt den kraftige vestenvind presser varmere vand ind til kysten og forhåbentlig ind i fjorden.

Flere af foreningens medlemmer søger mod de åbne dele af fjorden for tiden, for at søge fiskene i det frie vand, således var Brian Pedersen i fredags ved fjorden. Brian mærkede eller så ikke noget til fiskene, men han fik dog selskab af nogle af vore dygtige konkurrenter, som billedet til venstre viser.

Formanden har sendt mig en lille billedserie, af det smukke vintervejr som det kan opleves langs Kvistrup Møllebæk og Venøsund. Som altid kan du klikke på billederne for at se dem i større format. Ønsker du billedet i endnu større format, evt. til skrivebordet, så kontakt undertegnede.

Tirsdag 09-03-10

Nyhederne er lidt ensporede for tiden, men jeg synes dog ikke i skal snydes for weekendens fiskeri. Lørdag var Jacob og undertegnede et smut ved Fjorden. Ikke at vi troede på ørrederne, men mere for at holde os i træning, eller noget.... Vi skulle bare afsted, fisk eller ej. Fiskene glimrede som forventet ved deres fravær, så på vej hjem fra fjorden blev vi hurtigt enige om, at fiske abstinenserne ikke var dulmet nok.

 Søndag formiddag var vi derfor, endnu engang, på vej til det østjyske for at finde de forhistoriske kæmper i Gudenåen. Jacob fandt en enkelt Madam Grøn på den gode side af de 5kg, samt en mindre men dog vel proportioneret model. Jeg selv nøjedes med en lille en på et par kg. Egentlig sjovt så hurtigt man bliver forvent, ørreder på de 2 kg. er prægtige fisk i fjorden, men gedder i samme størrelse er trøstpræmier i åen. Jacob har efterhånden luret en god teknik af, som sjovt nok gør at han ser fisken komme tæt på fluen flere gange inden den hugger, det er en fed fornemmelse at se de store fisk skyde frem fra bunden efter fluen, ikke mindst takket være det relativt klare vand i Gudenåen.

Nu ser det dog endelig ud til at frosten mister grebet for en tid, så lad os håbe foråret endelig vil vise sig og give os nogle varmegrader i fjorden, så byttedyr og dermed ørrederne vender tilbage til de lavere områder, hvor vi kan komme i kontakt med dem.

Lørdag 06-03-10

Det er et par uger siden jeg sidst har skrevet lidt herinde. Det er ingen hemmelighed at vejret efterhånden irriterer en del, den lange vinter har svært ved at slippe grebet og vi er mange som hungrer efter forår og lunere vind, vejr og vand.

Til Limfjordens Ørreddage har vi nu en 95% opdateret præmieliste klar, den finder du ved at klikke dig ind under dette års konkurrence.

Husk der er tilmeldingsfrist til jubilæums festen den 17.-18. april. Fristen for tilmelding er den 1. april og kan ske til formanden på formand@skf1990.dk eller via telefon 2028 5759.

Klubturen til Lyø er udsat, formentlig til en gang i maj.

Tirsdag 23-02-10

Under artikler er der nu lagt en hel del af de gamle klub blade op, der mangler dog enkelte som jeg håber nuværende og tidligere medlemmer måske har liggende i gemmerne. Kontakt mig såfremt du har et af de manglende blade liggende, som jeg må låne for en kort stund. Du finder klub bladene under Artikler.

Torsdag 18-02-10

Der er gjort begyndende tiltag for at forbedre hjemmesiden for læserne. Jeg har oprettet et nyt menu punkt "Fiskepladser", men bibeholdt galleriet på siden.

 Jeg vil i den forbindelse gerne opfordre læserne, til at indsende fotos omhandlende natur og fiskeri til galleriet. Samtidig vil jeg også gerne opfordre de der måtte have lyst, til at sende billeder og helst en god tekst om fiskepladser i og omkring Limfjorden.

Har du billeder eller andet materiale liggende, så kontakt mig for information om hvordan du sender materialet. Har du evt. kun billeder i form af papir eller negativer, er det ikke noget problem. Alt har interesse. Denne opfordring gælder for alle læsere, medlemmer af SKF1990 eller ej.

Kontakt mig på web@skf1990.dk eller 23810808. /Bo

Mandag 15-02-10

Formanden har udfærdiget en ny og flot guide til fiskeriet i Limfjorden. Du kan se den her: brochure eller fremtidigt i Galleri.

Weekendens geddefangst blev faktisk foreviget på film. Du kan hvis du har lyst, se den hos youtube: Gedden

Lørdag 13-02-10

Der har i en periode nu været bred enighed (hos Jacob og jeg) om at vi savnede fiske tid og "flex på klingen". Så i dag lørdag måtte vi afsted til noget flydende vand. Valget faldt på Gudenåen, hvor et mindre stræk var frit efter fredningens ophør den 16. januar. Vort mål var dog ikke fedtfinner men de altid glubske "krokodiller", gedderne.

Vi løb ikke i mange af slagsen, faktisk var eneste fisk på land den afbillede her ved siden af, som til gengæld var en fin matrone med en anslået vægt på den positive side af 6kg, og en god længde.

Mandag 08-02-10

Jacob og jeg var i weekenden ved fjorden for at prøve lykken. Isen havde i den vestlige Limfjord opgivet taget visse steder, så det gav mulighed for at få luftet flue grejet lidt. Fisk fandt vi ingen af, men bare det at finde isfrit vand var jo en rar ting og giver forhåbninger om at vejret snart vil vende og give os et tidligt forår.

Fredag 05-02-10

Der er stadig masser af is på vandene og derfor sparsomt med nyheder.

Der blev i går Torsdag den 4. februar afholdt ordinær generalforsamling, bestyrelsen er uændret. Årets fidus gik til Jacob Rasmussen for en ihærdig indsats med fiskeriet hvilket afspejles ikke mindst i 3 fisk over de magiske 4kg. i 2009.

Det kunne dog ikke forhindre Ole Maach i at modtage hæderen for største fisk i Limfjorden i 2009. Den flotte fisk på 5,9kg og 74 cm fanget tilbage i april måned.

Der er åbnet for tilmeldinger til Lyø turen i marts. Sidste frist for tilmelding er 1. marts 2010. Se mere info om tilmelding i kalenderen.

Fredag 15-01-10

I går blev den længe ventede vandplan endelig offentliggjort. Du kan læse den i sin fulde længde her: www.blst.dk

Jeg faldt i dag over denne lille filmstump, som jeg synes jeg ville dele med læserne her på siden. Nu hvor det kan være svært at finde isfrit vand i Limfjorden, er det jo rart at sidde og drømme sig til varmere himmelstrøg. Når man samtidig kan kombinere både fluefiskeri med en svømmetur, så bliver det vidst ikke meget bedre.

Onsdag 06-01-10

Himmel og hav står denne morgen i et. Der er sne i luften og is på fjorden. Jacob og undertegnede var et smut ved fjorden i søndags og måtte ty til Agger tange for at finde isfrit saltvand, selv den stærke strøm under Oddesund broen kunne ikke dæmme op for isen som drev under broen i store flager og pakkede på begge sider, afhængigt af strømretningen. Fisk fik vi ikke set noget til, men så er det altid godt at lune sig med en kop varm bouillon og medbragt hjemmebagt brød.

Mens vi venter på at isen brækker og fiskene bliver aktive, har formanden klargjort en lille film som optakt til Limfjordens Ørreddage, du kan se den ved at klikke her: loe_2009. Du kan ligeledes læse meget mere om Limfjordens Ørreddage 2010 ved at klikke her Ørreddage Hvor der er lagt en foreløbig folder ind, bemærk præmielisten er endnu ikke opdateret.

Til Nyhedsarkivet
Til nyheder for 2009