Klub turen til Fyn 2009

 

Det helt og aldeles løgnagtige referat fra Struer kystfiskerforenings første klub tur i efteråret 2009.

 

Med er Søren Møllenberg, Richard, Tommy, Søren Laursen, Mikael Knudsen, Henning, Ejvind og eders udsendte Torben.  

Vi var altså 8 tilmeldte og Knudsen havde købt mad ind til dobbelt så mange, så det rakte lige, vi tror også at Richard og Tommy blev mætte, om ikke andet så giver det der fiskeri giver altså noget appetit, så der er industrilignende tilstande i køkkenet når foderet gøres klar til løverne. Helt hvor mange der var købt øl og vin til vides ikke, men det rakte også lige.

Knudsen har ca. 15-20 års erfaring som rejsefører ud i lystfiskerrejser og det kan mærkes, stor ros for dette.

 Vi samles i sommerhuset ved Hasmark på Nordfyn, torsdag ved 20 tiden. Søren M og Richard har fisket det meste af dagen ved Helnæs, Tommy, Søren L og Michael har fisket hele dagen ved Sønderby klint syd for Assens. Medens vi andre der har arbejdet hele torsdagen ankommer sidst. Søren og Michael er ved at få styr på aftensmaden ”4 kg stegt flæsk” lidt kartofler og persillesovs…

 Fredagens fiskeri planlægges og vi ligger ud med at køre til Sønderby klint, Søren Og Richard fortsætter mod Helnæs, kysten er perfekt til Ørred, med en varieret overvejende mørk bund, med masser af sten og tang. Men vandet virker for stille og klart, og det faktum at vi ikke ser fisk, gør at vi over middag, bevæger os mod en anden berømt plads ”Flyve sandet”, der vender ud mod Kattegat. Østenvinden driller os lidt, her er også lidt for stille, men vi får set en smuk kyst, men med for meget sandbund efter min smag. Vi fisker der, til det bliver mørkt, dog uden at drømmehugget udløses. Tommy, Søren L og Michael kigger lige Enebærodde ud inden der blev helt mørkt, her har Søren L gang i den. Han kaster ud og rammer en stime små pillede småfisk, en kommer endda på land. 4. kast ligges ud over et sandplet i den ellers mørke bund. Drømmehugget falder, og en god fight garneret med en dramatisk landing, hvor Michael må kaste sig over fisken og smide den på land, da krogen faldt ud af kæften på fisken i det allermest kritiske sekund. Således sikkert landet måles og vejes 62 cm og 2,8 kg nyslået fynsk sølvfisk.

Herom er vi andre lykkeligt uvidende, men Søren ’Lusk’ Laursen sender et par hints medens maden tilberedes, om ikke klubbens nye kamera har taget billeder af en ordentlig fisk, og lidt senere vil han lige hente forretten ude i bilen. Jow der tog han os den gamle, men gamet er ikke ovre endnu.

 Lørdag er der ikke nogen diskussion, fiskepladsen er Enebærodde, vi er der før lyset bryder frem. Michael åbner ballet med en gylden hanfisk på 2 kg i det første morgenlys.

Søren L melder om tre undermålsfisk på land, selv lander jeg en undermåler der tager den hvide stripper efter få omgange på hjulet, nej hvid stripper er ikke mad, men den kan godt ligne lidt og hvis gladsax wobbeleren Oliven/sølv er SKF universalagn nr. 1 så er den hvide stripper i alle tilfælde nr. 2.

Vi fisker frem til middag hvor det er tilbage til sommerhuset, en Herrefrokost og en morfar på en times tid venter, inden vi napper aftentrækket.

jeg vil lidt længere ud på Enebærodde denne gang, ansporet af et par lokale der fortæller lidt om pladserne længere ude. Richard slår følge og sammen går vi ud til den mørke bund ved Halshuse. På vejen ud passerer vi Tommy og Ejvind der har set en del fisk springe, de har også fanget nogle undermålere. Vi fortsætter ud til Halshusene og ser springende fisk, men fanger ikke noget før end jeg er på vej tilbage. Jeg genudsætter en ørred omkring målet og få øjeblikke senere er der hug igen. Fisken er i kategorien genudsætter så den får lov at gå, med lidt løs line og den slår sig da også af krogen.

Mørket trænger sig på og jeg fisker ind mod parkeringspladsen et par kilometer borte, pandelampen må findes frem for at kunne se til at vade, lyset svinder helt, det er slut med at fiske og jeg går tilbage til de andre, der også er ved at pakke grejet.

Aftenen er som de to foregående, rigtig hyggelig og der tilberedes mad drikkes en øl til.

Turen er næsten ovre, i morgen er det op og gøre huset klar til aflevering.

 Tak til jer der deltog for en god traditionel tur, til nogle af de bedste danske havørredkyster bortset fra vores egen altså. Husk at vi tager til Als i november.