Pilke blik, Hav blik og torsk under ”målet” - på tur den 10. maj 2008 v/Torben K. Nielsen

Det var tirsdagen inden Pinse lørdag, telefonen ringer, det er ham den store - altså Søren Møllenberg der lige ville meddele at der var et par afbud til Søren og co. ’s årlige pinse tur med Emma Line - og om jeg ikke ville få det sat på hjemmesiden, så de to ekstra pladser kunne blive afsat.

Lidt hurtig hovedregning med den vejrudsigt betød, at han fik svaret - nej det vil jeg ikke - den ene tur er afsat lige nu og den anden er om et kvarter.

 

 

 


Således aftalt stævnede vi ud fra Thyborøn kl. 5.00 lørdag morgen på M/S Bodil.

 

Ved 8 tiden var vi nået ud på en position hvor der skulle være torsk sagde skipper, jeg krogede da også en enkelt 2 kg’s der blev landet som dagens første, denne enlige torsk var lidt alene i baljen i længere tid, fangsterne var lidt sporadiske indtil vi fik et godt drev hvor fiskene var i hugget, Søren Christrup ”Fynne” får et bundhug der dog lader sig lette og efter nogen tovtrækkeri er den store torsk ved overfladen og skipper er vaks med gaffen, der er gode fisk flere steder og skipper springer omkring som en gazelle med gaffen. Han besøger Fynne 3 gange inden for få minutter ”Hva er hemli’heden” - svaret står hen i det uvisse, men sandheden er at tre flotte torsk mellem 8-9 kg har gjort Fynne en smule mør.

 

 

 

 

 

 

 

Endelig er der et af mine hug der vil blive hængende og en fin kamp begynder med fisken der ikke lige vil give sig så let som de andre, da jeg ser den i det klare vand tænker jeg den må da snart være oppe, men nej kombinationen af det meget klare vand og fiskens størrelse gjorde at der stadigt var et pænt stykke op da den endelig kommer til overfladen er jeg da klar over at skipper må tilkaldes for landingen og pludselig er vores balje mere end fuld af fisk.

Skipper finder vægten og den ender på 9,2 kg og er dermed turens hidtil største fisk, men det er jo langt fra ovre endnu. Jegindø Ole lander også en stor fisk på 9 kg. Vi tøffer over nogle vrag - den eftertragtede Havkat udebliver, men Fynne får en fin lange.

For mig slutter fiskeriet af med en sej på ca.2 kg.


 

Tak Til Søren Møllenberg & Rie for invitation og arrangement.