Klubtur til Avernakø 5-8. marts 2009

 

 

Torsdag morgen tog vi af sted til Avernakø, en lille ø i det sydfynske øhav. Færgen sejlede fra Fåborg. Knudsen havde bestilt færgebillet til Lyø, så da vi kom hertil på vejen til Avernakø, måtte Søren L. køre af færgen for at passagerer til Lyø kunne komme fra borde. På Avernakø måtte vi så vente på at Søren og Knudsen fik bakket i land. Det var én af de situationer man priste sig lykkelig over at det ikke er alle klubbens medlemmer, der kører rundt med streameren: ”Struer Kystfisker Forening: Fiskeoplevelser i særklasse”.
Ved middagstid var alle 3 biler og 7 mand dog samlet ved sommerhuset og fiskeriet kunne begynde.

Vejret var blæsende med en østlig vind på 10-12 sekundmeter, så det var naturligt at kigge lidt på øens sydvest side, hvor kysten ligger i læ af høje skrænter. 

Møllenberg, Tommy og Knudsen på kysten ved Avernakø Hoved.

Eftermiddagen gav 1 havørred til Tommy, Eivind og Henning, mens Richard fik hul på bylden for i år med 2 fisk. Alle fisk var dog lige under eller lidt over målet og blev genudsat med håb om at møde dem igen om et par år.

 
Richard med fisk fra Avernakø Hoved.

Oven på en fisketur i frisk blæst var alle sultne, hvilket også kunne ses på aftenens indtag af Helle´s hvidkålrulletter, hvor Richard ovenpå sliddet satte uofficiel klubrekord med 9 styks. Til alt held har vi rygepolitik i klubben, hvorfor der ikke ryges inde i sommerhuset. Herved kunne indtag af frisk luft passende kombineres med det modsatte.

Fredag tog vinden lidt mere af og lagde sig fra 8-10 sekundmeter midt på dagen til 4-6 sekundmeter til aften. Formiddagen blev brugt på øens vestside ved Galaver og Avernakø Hoved, hvor Eivind både fik og mistede fisk.

Efterhånden som vinden aftog trak det mere og mere for at prøve østkysten omkring Nakkeodde,  Revtrille og omkring dæmningen.
Tommy havde da også følger lige syd for dæmningen. Igen en fisk omkring målet.

Knudsen, Søren L, Eivind og Henning fiskede ved Nakkeodde og Revtrille. Ude på trillen tog vinden efterhånden så meget af, at man kunne stå derude, mens dønninger knækkede ind over revet.
 

Det var oplagte forhold til en 27 gr. Gladsaxe i sølv/oliven på. Pludselig en 30-40 m ude kom så hugget og en fisk trak hårdt imod. Snart lå den med hele siden fri i vandet (jeg vurderede den til veje omkring de 3 kg) og rullede rundt i overfladen. Desværre med et for fisken lykkeligt resultat. Jeg fortsatte selvfølgelig de lange kast udover revet, mens jeg stod i bølgerne og tænkte på, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Var krogene nu skarpe, fik jeg lavet modhug og så videre.

Inderst inde vidste jeg godt at fisken var væk eller i hvert tilfælde ikke ville lade sig lokke af mig igen, så jeg overlod pladsen til Eivind for måske kunne om et andet agn og andet indspin lokke fisken til hug igen, men desværre uden held.


Eivind foreslog at vi skulle gå over mod flaskemuren, hvilket viste sig at være en god idé. Efter en ½ time fiskeri fangede jeg en målsfisk, som blev genudsat, og på vejen tilbage havde jeg yderligere fisk (en lille) på samt hug. Det kunne da eliminere tvangstankerne om at krogene på wobleren ikke var skarpe nok.


Til aftenens Chili con Carne kunne Søren L berette om en mistet fisk ved Nakkeodde og Tommy kunne berette om en følger ved dæmningen, hvor Richard havde mistet én.


Pause på stranden. Søren fortalte sikkert endnu en sjov historie. Dem havde han mange af, hvoraf de fleste ikke egner sig hjemmesiden.

Natten mellem fredag og lørdag lagde vinden sig yderligere. Så nu blev der næsten vindstille og for lidt gang i vanden, jo lystfiskere er ikke nemme at stille vejr-tilfredse.

 Der blev dette til trods fisket flittigt. Eivind sørgede også denne dag for at jeg fik rigelig med motion. Vi kom således på nogle længere traveture for at opsøge lidt vind og krusninger. Ved middagstid fandt vi begge dele på sydkysten modsat Korshavn. Vandet så utroligt godt ud og der blev fisket koncentreret, men uden held.

 

Billede fra sydkysten modsat Korshavn. Desværre havde fiskene ikke opdaget, hvilket perfekt havørredvand, dette kunne have været.

 

Andre havde lidt mere ”held” om lørdagen, hvor Richard havde en følger ved Revtrille og Møllenberg havde et godt hug på bobleflådet ved Nakkeodde (så kan fiskene da heller ikke signalere mere kraftigt at man fisker med den forkerte flue).

 

Sidst på dagen mødtes Eivind og jeg med Knudsen og Søren L. ved Nakkeodde. Havet var nu blik stille, men vi kunne ikke se nogen springende fisk. Knudsen havde et hug og Søren L kunne berette om en flok på 15-20 havørreder der nysgerrigt fulgte efter blinket uden at ville mere.
Endnu en bekræftelse på at stille klart vand sagtens kan rumme ørreder selv om man ikke ser dem, men de er svære at lokke til hug.

 Lørdag aften stod på ren afslapning og Knudsens hjemmelavede gryderet.

 Søndag stod i oprydningens tegn indtil vi skulle med færgen til Fåborg.

Alle kom med på trods af deres færgebestilling. Søren L. og Knudsen slap for at blive skubbet ombord. Om torsdagen var der jo ikke grund til at tanke op: Man kører jo ikke så meget på sådan en lille ø. Jo det man gør faktisk og brændstofmåleren kom da også i det lysende felt, men det gik.

Var de nu rendt tør havde vi nu nok hjulpet dem ombord alligevel. Også selv om det så var blevet afsløret at de faktisk er medlemmer at Struer Kystfisker Forening. Det er vel det man har venner til, selvom der jo ikke er grund til at drive det til grænsen.

 Tak til alle for endnu en god tur.

 Det bliver bestemt ikke sidste gang vi besøger Avernakø..


Solnedgang lørdag aften ved Nakkeodde.

 

Henning.