Ærø - en forårstur 2002 v / Gert Andersen

Foreningen havde lejet et lille hus i Marstal 25. – 28. april. 5 Havde tilmeldt sig turen, som var støttet af foreningen med 1000 kr. Den gode hr. Friis måtte dog melde fra i sidste øjeblik (havde han mon glemt at spørge om lov – det må stå hen i det uvisse...)

Deltagerne var således Søren Fynne og undertegnede, som kørte torsdag morgen og Møllenberg og Rie, som entrede øen torsdag aften.

Torsdag havde vi en svag vind fra vestlig retning og der var således frit slag m.h.t. fiskepladser. Først på eftermiddagen prøvede vi Urehoved, som ligger nord for Ærøskøbing. Strækningen er karakteriseret ved en stenet kyst med skrænter og blæretang et stykke ud. Man kan vade lidt ud og have lidt nemmere ved at bevæge sig, men snart bliver der 2 – 3 meter vand måske mere nogle steder, så det begrænser hurtigt, hvor langt man vader ud – selv for store Møllenberg.

Stedet gav ikke fisk i denne omgang, men præcis der fangede jeg for nogle år tilbage en ørred på 2,65 kg.

Aftenfiskeriet skulle foregå mellem Drejet og Dunkær Mark – Man kan parkere på en lille plads ved seværdigheden Sct. Albert og gå langs stranden til højre ca. 500 meter.

Aftensmaden – frankfurter på pind - blev tilberedt over åben ild. Det var herligt at sidde en mild forårsaften og snakke ved bålet og nyde en kølig pilsner. Ved 19 tiden begyndte vi fiskeriet – kom der mon torsk ind, når det blev mørkt om et timer. Sidste efterår havde vi et kanonfiskeri efter torsk netop på dette sted.

 

Jeg var gået langt om mod Dunkær og det var efterhånden noget dunkelt – pludselig ser jeg en fisk springe af vandet en kastelængde ude. Den får serveret Pyts, Hingsten, Snapsen og andre lækkerier sammen med en lille fin ophængerflue, men uden respons.

Kort tid er der længere til venstre endnu en fisk som lige vælter halvvejs ud af vandet – jeg får hurtigt flyttet skytset mon stedet – måske er det den samme fisk – den er ihvertfald lige så afvisende for mine fine blink, woblere og fluer – underligt....

Der bliver igen stille og jeg går tilbage til Fynne, som genudsætter en fin 1½ - 2 kilos torsk idet jeg nærmer mig – det er nummer 2 som kommer ud igen – lidt en skam, men der er ingen fryser i huset, så vi må vente med at beholde torskene til lørdag, så de kan holde sig til vi kommer hjem.

Da jeg kommer helt hen til Fynne, kan jeg se at der ligger sølvtøj til parade på en stor sten – nej hvor er den flot – lynende blank og i god kondition. Den bliver lagt i salt og indgår i aftensmåltidet lørdag. Fisken må ha’ levet af rejer eller andet skaldyr, for sjældent har jeg set en havørred med så rødt kød.

 

Iøvrigt blev den efter 1½ døgn i salt skyllet, tørt og krydret med peber blanding, lidt paprika og chili – skåret i bøffer eller koteletter om man vil, og stegt på panden og serveret til wok-stegte gulerødder og løg og ovnstegte kartoffelbåde – det kan selv folk, som ikke er meget for fisk spise....

Fredag var også Rie og Møllenberg ude med snøren – fra morgenstuden blev både Urehoved og Skjoldnæs i den nordvestligste ende af øen prøvet ihærdigt – det blev ved 2 hug helt ude i kastet, som ikke kunne opklares yderligere, men det var jo sikkert et par grove overspringere på den gode side af 5 kilo – mon ikke ????

Det var begyndt at blæse lidt op om eftermiddagen fra nordvest, så det trak gevaldigt op til at Drejet igen skulle stå for skud til aften. Efter lidt sightseeing og kørsel på ikke afmærkede ruter (vi havde dog fået lov at en flink landmand) endte vi dog også med at holde ved Sct Albert igen.

Jeg måtte naturligvis helt om, hvor jeg dagen før havde set springende ørreder, for at konstantere at de ikke var i bedre bidehumør – istedet fik jeg overlistet 3 fine 1½ kilos stegetorsk, som kom med hjem.

Dagen afsluttedes med Rie’s kokkekunst – Mørbrad i champignon sauce, bønner stegt med bacontern og råstegte kartofler og ganen lifligt rislet med portugisisk rødvin – uha. det var gode sager....

Trods den overdådige middag lykkedes det at komme ud af lumresækken kl. 4.30 næste morgen, hvor et par torsk straks var over vores woblere, men i løbet af bare en halv time ændredes vejret toltalt. Fra vindstille (dog med regn) til nærmest kuling – underligt og lidt uhyggeligt. Fiskeriet blev indstillet og vi ventede i sommerhuset på bedring. Det blev dog kun lidt bedre, det var meget begrænset hvad vi nåede at fiske mere og den næste morgen stod den på oprydning og afgang hjemad.

Alt i alt en hyggelig tur, men vi var nok lidt skuffede over ikke at fange mere end en enkelt havørred – når man tænker på den enorme succes Bornholm havde været 2 uger tidligere med over 50 ørreder på land....

God sommer til alle sammen og vel mødt til nye spændende foreningsture – næste gang er Lyø i oktober måned.