Bornholm 2001 (A-holdet) v/Gert Andersen

Dette er den sandfærdige historie..... Ja, sådan har indledningen lydt flere gange, når årets bornholmertur skulle refereres.

I adskillige år var vi 4 faste deltagere og kunne så nok blive enige om at brygge en historie sammen – Men i år er det anderledes. Fjerdemand Niels er blevet far få dage før afrejsen, så i stedet har vi fået lokket Christrup, Svend og Friis til at dele sommerhus med os andre i uge 10.

Der går ikke mange dage før ”de tre herrer” bliver omdøbt til ”B-holdet” – for morgenmennesker kan man bestemt ikke beskylde dem for at være. 
Op sådan ca. ved halv-ti tiden, 3-4 kopper kaffe glider ned til ovnvarme boller, 11 radioavisen hører man vist også lige, hvorefter alt grej skilles ad justeres, smøres og samles igen. Et fast(”spole”) ritual følger... hver især skal prøve at køre rundt med hinandens fastspolehjul  (incl. naturligvis de øvrige reservehjul for ligesom at have en reference i dagens bedømmelse) ”Neeej den kører bare godt”, ”en anelse slør måske”, ”udvekslingen 5.57 kommer til sin ret”, ”fireline optimeret lineroller”, ”ABU gracia i originallak”

Jo det er et sprog helt for sig og kun hold B forstår sig på det.

Efter frokost kører B-holdet gerne en tur rundt til øens grejforhandlere for at få en sludder om det sidste nye grej der er kommet siden i går – der bliver handlet lidt stænger og (ja selvfølgelig) kommer der også lige et fastspolehjul med i indkøbskurven......
Derefter er det hjem til sommerhuset for at få sig en bid brød og brygget kaffe til aftenens fisketur der som regel foregår lige nedenfor sommerhuset (Bavnodde) – så spildes der heller ikke dyrebare fiskeminutter på kørsel langt væk ! (det er jo snart mørkt....)

Om B-holdet så kan fange fisk – det vender vi tilbage til......

Helt anderledes er rytmen på det langt mere Bornholmer-rutinerede ”A-hold” som jo består af Henning ”madglad” Pedersen, M. Knudsen og undertegnede.

Ud af lumresækken kl. 4.30 - Maverulninger, armbøjninger og englehop til duften af Café Noir på kanden sætter gang i blodomløbet – Et solidt morgenmåltid sættes til livs og 5 radioavisen aflyttes m.h.t. de sidste vejrmeldinger – 8 graders frost stigende til minus 1 og ellers sol med enkelte snebyger – uha, det er koldt.

Men fiskes - det skal der og efter at bildøren er tøet op og ruderne er gjort isfri går turen til enten Salene, Offergård, Bro rev eller Lufthavnen den ene morgen efter den anden. Knudsen må dog bukke under midt på ugen, da han overmandes af lungebetændelse (men han tog jo også en dukkert nede ved Lufthavnen allerede den dag vi ankom – nok lidt dumt, når man ikke er vant til at vinterbade) – Eller var det den travetur i en halv meter sne fra den ene ende af Salenebugten ud til Hestestenen og tilbage igen, hvor koldsveden haglede ned ad ryggen på stakkels prustende Knudsen, som gjorde udslaget....

Nå, men på A-holdets morgentur kan vi som regel nå 2 fiskepladser inden vi stikker snuden forbi sommerhuset til en gang frokost, hvor vi møder B-holdet igang med at ”trimme” grejet...

Et par timer på øjet og vi er klar igen til eftermiddagsfiskeriet som opladning til aftentrækket – sådan går vores fiskeuge slag i slag – skønt hvis man holder af at være ude ved vandet og ikke er bange for lidt frostvejr – omend det er en anelse belastende den morgen, hvor øjerne iser til for hvert 3. kast.

Egentlig har det ikke nogen at gøre med ”at det kan betale sig”, men når man netop denne morgen er så heldig at en overspringer bider på krogen føler man nok det som en eller anden form for belønning, hvem der så end er herre over det.

Så, jo det amputerede A-hold (Knudsen på sygelejet), som brugte mange timer med snøren i vandet, fik skam fine fisk – I samme åndedrag ( og ovenpå drillerierne) skal også siges at B-holdet så sandelig også kunne fange fisk – endda meget fine blanke fisk.

Tja, et par afsluttende ord kunne være noget med at man skal finde sit eget tempo og nyde fiskeriet, hvad enten det indbærer det ene eller det andet.... 
og vejret.... jo, alle var vist enige om, at det var lige til den kolde side i år, men marts er jo ”lunefuld” – Næste års tur er ihvertfald rykket til hen i april (uge 15).

Skal du med ??