Bornholm 2010

Så blev det endelig uge 17 og vi ser frem til atter en uges fiskeri på forjættede Bornholm. A holdet er som sædvanlig Henning, Store Niels, Knudsen og Gert. Sidstnævnte havde en særdeles spændende uge op til rejsedagen, idet alle fly var aflyste pga. aske skyen fra vulkanudbruddet på Island, men dagen før afgang lettede de første fly atter og der blev åndet lettet op…

Det er næsten også blevet en tradition at starte fiskeriet ved Bavnodde, og også denne gang var vejret perfekt til odden. Der skulle ikke gå mange kast inden Knudsens genkendelig røst nedover sydvestkysten – Yes, så er der FISK! Den hopper dog af igen men efter et skift til en anden sten har Knudsen atter kroget en havørred. Denne gang bliver den hængende på en 22 gr. Møresilda og en ca. 60 cm. "blank men slank" kan genudsættes. Første fisk på land – jo det giver blod på tanden, trods lidt mathed efter rejsen, hvor det ikke blev til så meget søvn.

I løbet af de næste par timer, har vi i alt 5 fisk på land. Knudsen får en ca. 45 cm's mere på Møresilda'en, Henning narrer også en ca. 60 cm. Lidt tynd fisk på en Bornholmer kølpirk. Gert får en grønlænder på ca. 41 cm. Og en . 60 cm. "blank men slank" på ca. 55 cm. De er naturligvis taget på 27 gr. Olivengrøn Gladsax.

Trætheden får os til at tage tidlig hjem til en gang hakkebøf med spejlæg "og hele svineriet" Uha, det er godt.

 

 

 

 

 

 

Herover Paw med fisk på 58cm og 1,9kg.

Lørdag efter middag skulle fiskeriet lige prøves nedenfor sommerhuset i skumringstimen – og bare i løbet af 1 times tid var der 3 havørreder på land. Knudsen stod for den ene og Gert for de to andre grønlændere. Den ene på 42 cm. Måtte aflives, da den blødte – men det var da heldigvis en god spisefisk.

Søndag vågner vi op til en næsten vindstille dag og solskin fra en blå himmel, hvilket jo også afslører at den gamle vane med at stå op kl. 03.30 er blevet lavet lidt om…

Veludhvilede er vi fulde af kampgejst – Bavnodde skal indtages…

Trods ihærdig fiskeri virker det meget stille og vi har ikke rigtig kontakt med fisk og bliver enige om at det nok er bedre til aften, hvor Lufthaven skal prøves.

Kim Larsen og Møllenberg fra B-holdet går allerede dernede, da vi ankommer ved 18 tiden. De har dog ikke set noget, men det skal ikke afholde Henning fra at gå ud og kroge en blankfisk i første kast – den laver med det samme luftakrobatik og viser den blanke krop frem for os – men ak snøren springer og væk er fisken. Det var ikke en rekordfisk, men vel omkring 1,5 kg., der altså formentlig når at blive større…

I de næste 10 kast mister Henning 5 blink, og vi konkluderer at det fireline, der blev påmonteret i 2001, er tjenstlig til en udskiftning…

Vi andre fisker intenst indtil solen er væk, men der sker ikke det vilde. En lokal fluefisker får et par slanke, der genudsættes. Niels har en der napper til fluen og Gert har også en, der lige snuser til Gladsax'en.

Efter en "god nats søvn" står vi op kl. 03.00 og kører mod Salene – den flækkede. Vinden er svag fra sydøst og det ser godt ud – næsten for stille, men således nemmere at fiske.

Der er masser af fisk og i løbet af 4 timer har Niels landet 4 af de lange tynde og har mistet flere. Knudsen har også en enkelt på land og mister et par stykker. Gert har også et par mistede på kontoen. Kun Henning får ikke kontakt denne morgen, men den nye line holder trods alt bedre på grejet…

Status mandag middag er 13 fisk på land og masser af "lige ved og næsten".

Aftenfiskeriet skal foregå ved Bavnodde, hvor vi begynder ved 18.30 tiden. Gert har en nedgænger i andet kast på en god halv meter – så er der da fisk. Det skal vise sig, at der er flere – vi lander i alt 5 havørreder og har kontakt eller mister mange. Gert mister en god blankfisk på ca. 1,5 kg. og skifter om til blyfri snaps… efter få kast med mange spinstop, bliver blinket taget af en overspringer, der straks springer af vandet – den holdes hårdt og kan kanes ind over blæretang og sten. 3 kg. rent…

Det giver blod på tanden og vi fortsætter indtil kl. 22.45 og både Niels og Knudsen får også fisk på land. Niels får en næsten uhyggelig stor – men desværre slank – havørreder på måske over 80 cm., der naturligvis får friheden igen. Endnu en god aften på Bavnodde, inden vejrskiftet, der melder om vestenvind op til 10 sek./meter.

Tirsdag morgen er vinden frisk og bølgerne ved Lufthavnen noget voldsomme – men det er bare med at lyne jakken godt op og derudaf. Der går heller ikke lang tid inden de første fisk melder sig. Både Niels og Knudsen har fisk på, som dog ryger af igen. Lidt senere er det Gert, der kan lande en bette grønlænder. Vi får en regnbyge og vinden frisker endnu mere efterfulgt at en tung dis og vi kan ikke længere finde fiskene.

Der gøres i stedet lidt indkøb hos SportDres, selvom man jo egentlig ikke mangler grej – men lidt friske kroge, et par nye blink og ny line på hjulet kan man jo altid bruge.

Der meldes om aftagende vind til aften, hvorfor vi atter prøver Bavnodde. Bølgerne er nu stadig voldsomme og ærmerne bliver hurtigt gennemblødte i bølgerne. Efter få kast har Gert en ca. 65 cm. "blank men slank" og senere igen en flot bette tyk grønlænder på ca. 43 cm. Begge får friheden igen. Niels får også hul på det og Kongetobisen slår atter til – desværre er det igen lange slanke havørreder på op til ca. 75 cm. De store blanke lader vente på sig. Knudsen må pakke lidt tidlig sammen, da hjulet har fået for meget vand og har svært ved at køre rundt.

Henning går ud til Sengedynen og er først tilbage, da det er blevet mørkt – har han mon en af de gode i rygsækken, men ak – heller ikke Henning har haft heldet til at finde en af de blanke overspringere.

I morgen er der atter en dag – og vi har trods alt haft 24 fisk på land efter blot 3 dages fiskeri.

Onsdag morgen hyler vækkeuret kl. 04.00 og dagens arbejde venter forude. Der skal prøves noget nyt, så derfor går turen først til Hvideodde. Ingen fisk – og videre til Helligpeder, hvor Henning efter få kast har en "blank men slank" på 59 cm. Lidt senere er det Gert, der har held til at overliste en tyk grønlænder på ca. 46 cm. Vandet ser godt ud med dønninger fra gårsdagens friske vind, men det bliver ved de to fisk på denne lokalitet.

Henning og Niels fortsætter til Sose og fisker revet af, men uden kontakt med fisk. Michael og Gert forsøger sig neden for sommerhuset, hvor der også er nogle små fine stenrev. Gert får en bette fisk på ca. 35 cm. , men de store lader sig ikke indfinde.

Efter en middagslur går turen atter til Bavnodde. Vind, vejr og bølger er perfekte og vi fisker til kl. 22.30, men uden kontakt. Henning er startet ved Korsodde og mister en fisk og ser også en mindre springe af vandet.

Aftenen slutter med bål og ristede pølser, mens diverse teorier udveksles – spændende at se, om vi kan finde de store blanke i morgen – chancerne er der jo altid…

Torsdag… Vi skal prøve Hønseriet, der før har kastet en fisk af sig. I dag er det næsten vindstille og ingen gang i vandet. Ikke det bedste til klipperne. Det lykkes alligevel Henning at narre en genudsætter på ca. 50 cm.

Anden morgenplads bliver Vang. Niels har straks en grønlænder på ved den store sten ude ved dyrehegnet – mister yderligere et par stykker og har også nogle følgere efter fluen. Vi andre ser eller mærker intet.

Aftenfiskeriet bliver ved Lufthavnen. Henning går dog om mod Sengedynen og får en ca. 50 cm. slank fisk, der kommer ud igen. Har også et hug og ser et par fisk af vandet.

Ved Lufthavnen er der helt dødt – indtil mørket trænger sig på. Ved 22 tiden melder en torsk sin ankomst og minuttet efter har Gert et tungt hug – det rusker godt langt ude, men fisken mistes – sikkert en torsk. To kast senere er den gal igen – tror det er torsk igen, men bliver overrasket over at se en spejlblank havørred med kongetobisen i mundvigen. Den er flot med helt hvide finner og får sin frihed igen.

Det bliver til et enkelt hug mere inden vi pakker sammen for i dag. I morgen er sidste fiskedag – og en uge er snart gået…

Så blev det fredag – planen var op kl. 03.30, men øjnene slog ikke op inden ved 5 tiden… Af sted til Bavnodde – den sidste morgen.

Springende fisk overalt – sjældent har vi oplevet lignende – der var rigtig store fisk imellem. Knudsen er lige ud foran det "voldsomste" – hele grejæsken prøves – bombarda – lige meget hjælper det – de vil ikke bide. Niels har dog kortvarigt en på en Gladsax og Gert har også en der snuser til Kongetobisen uden at hænge ordentlig ved. Pludselig bliver det stille igen. Fiskene er som pist borte.

Vi må hjem til Henning, der ikke nåede ud af dynen denne morgen og efter en kop kaffe er det af sted igen – denne gang til lufthavnen, hvor vi kan nå en times fiskeri inden fællesmiddag med B-holdet.

Henning har næsten med det samme en mindre fisk, der ruller sig af i overfladen. Gert har også efter få kast et kanonhug et godt stykke ude. Den nærmest flår line af hjulet i hugget – ingen tvivl om at det er en af de "rigtige" – men ak, den bliver ikke kroget og selvom alt prøves kan den ikke lokkes til hug igen.

Vi gennemlever et vejrskifte fra sol til blæst og kraftig regn og solskin igen på bare denne time – og lige ved og næsten mht. fisk.

Mon ikke Lufthavnen skal prøves igen til aften inden turen går mod færgen…

Lufthavnen blev det altså ikke til... I løbet af bare en times tid fik vi en hård vestenvind og meterhøje bølger. Niels forsøgte et par kast nedenfor sommerhuset. Man kunne nu godt kaste, men det var svært at ramme ned mellem to bølgetoppe og med tiltagenede skidt i vandet blev fiskeriet indstillet for i år.
 
30 havørreder blev det vist til, hvoraf 2 måtte lade livet. Det er da heller ikke så ringe endda. Vi har som sædvanlig haft en skøn uge her på Bornholm - og vi ses igen til næste forår.
 
Knæk & Bræk