Langeland, 21.-24. nov. 2002 v/Søren Christrup

For første gang i min tid i Struer Kystfiskerforening var der arrangeret en klubtur til Langeland.

Andre af foreningens medlemmer havde fisket på Langeland adskillige gange før, så der var basis for at suge viden til sig i fulde drag, hvilket jeg før har gjort på foreningens ture og hvilket jeg glædede mig meget til.
Årstiden er efter mine erfaringer den helt rigtige med gode chancer for både ørreder og pæne torsk fra kysten.
Når dette lægges oven i det sædvanlige kammeratskab og muntre samvær var jeg ikke spor i tvivl  -  jeg skulle med til Langeland !

At andre må have tænkt i de samme baner bekræftes af tilmeldingen på hele 11 medlemmer, som alle var parat til at bruge en forlænget weekend, deres lommepenge, deres fiskegrej og for en dels vedkommende også deres bil på denne tur.

Knudsen, som stod for at arrangere turen, havde fundet et sommerhus til 12 personer ved Ristinge, som egentlig mest er kendt for sin gode badestrand.

Om det var valgt fordi han regnede med at gentage sidste års vinterbadning på Bornholm eller om det var fordi der var tilstrækkeligt mange soveværelser til at Peder kunne få sit helt eget ved jeg ikke, men huset var i hvert fald fint egnet til vores formål.

Skulle der endelig klages over noget må det blive opvarmningen af stuen, som var alt for effektiv :  Fuld skrue på både brændeovn og gulvvarme kombineret med lange underbukser, termosokker, skoldhed suppe og nogle få julebryg fik fredag aften mange af os til at toppe tidligt, for kort efter at gå enten op i seng eller ned med flaget….

Nå, du vil selvfølgelig vide om vi fangede fisk ? Jo, men jeg er lige nødt til at fortælle lidt mere om alt det andet først.

På grund af heldige private omstændigheder har jeg ikke længere fuld råderet over egen bil (lyder egentlig lidt mærkeligt…...hmm), så jeg fik en plads på Gert’s venstre bagsæde.
Det var bitterligt koldt at pakke bilen torsdag aften ved 18-tiden, tæt på nul grader og en strid vind fra østlig retning.
Stor var min glæde derfor, da jeg kort efter erfarede at Gert’s medbragte ølforsyning befandt sig på højre bagsæde.
Undervejs til Langeland skete der dels det, at temperaturen udenfor sneg sig fra +1 til +5 grader, og dels det at Gert’s medbragte ølforsyning svandt ind til en brøkdel af det oprindelige takket være Knudsen’s og min egen pertentlige fokusering på nødvendigheden af at vedligeholde væskebalancen under de lunere himmelstrøg, som med raske fjed kom os i møde.

Og da vi efter nogen søgen  -  og lidt hjælp over telefonen  -  kom til det rigtige hus ved Ristinge, strømmede varmen os i møde.
Søren og Rie, Svend og Ejvind, Peder og Ole  -  jo, de sad der alle på rad og række og svedte tran mens den veldimensionerede brændeovn buldrende åd den ene kævle efter den anden.
Samtidig kørte dybfryseren på højtryk for at holde temperaturen på indholdet nede  -  der lå nemlig ørreder i den !
Peder og Ole havde lige været et smut i Lillebælt på vejen til Langeland, og her havde de hver narret et par fine blanke fisk på 45-50 cm.
Og Ejvind havde taget en flot 3 kg’s ørred ved Ristinge Hale, ganske tæt på sommerhuset (stakkels fisk, den havde hverken hoved eller hale !).
Efter en del snak, praleri, planlægning, kram og lune juleøl fik aftenen ben at gå på, og pludselig blev det fredag morgen.

Mærkeligt nok var ingen at turens deltagere tidligt ude fredag morgen  -  dvs. Ejvind var tidligt oppe, men altså ikke ude.
Hvor skulle der fiskes ?
For mig var alle steder lige gode, så jeg lyttede til mine rejsefæller Gert og Knudsen, som jo havde været der før.
Jo, vi skulle først prøve ved skrænterne lige syd for Bagenkop.

langeland_a.jpg (16463 bytes)

Vinden var stadig i øst og oppe omkring 10 sekundmeter, så det var fint at fiske fra den vestvendte kyst, som bestod af en bugt med dybt vand ind til land.  Til begge sider var en spids med høje skrænter bagved.  Knudsen gik mod venstre, og Gert fulgte efter.  Jeg fiskede ud mod den højre spids, hvor der gradvist kom flere store sten og lidt lavere vand.  Det så perfekt ud, men efter et par timers koncentreret fiskeri havde jeg stadig ikke mærket noget, og jeg vendte næsen mod bilen.  De to andre havde gjort det samme, og vi ankom samtidig fra hver sin retning med tomme lommer.
Vi vendte næsen mod huset til en bid brød og lidt rådslagning.
Eftermiddagens fiskeri blev ved Ristinge Hale, hvor der jo dagen før havde været fisk.  Om ikke andet kunne vi vel snuppe en stak torsk mens mørket faldt på…..
Men nej, hverken ørred eller torsk til nogen af os tre.
Tilbage i huset meldte Søren om to undermålere på bobleflue, hvilket passede rigtig dårligt ind i mine teorier om blinkfiskeriets overlegenhed.  Om det har haft indflydelse på min oplevelse af resten af fredag aften ved jeg ikke, men varmt var det !
I løbet af aftenen ankom Torben og Finn, og så var vi fuldtallige på figursiden.

Lørdag morgen  -  en ny dag med masser af muligheder !  Hvor skulle vi så fiske i dag ?
Jo, østenvinden havde lagt sig meget, så Gert foreslog Snøde på østkysten.  Dog måtte vi gøre stop i Humble, da Knudsens vadejakke trængte til en efterfølger, så grejbutikken blev taget i øjesyn.
Det endte som sædvanlig med at vi alle tre fandt nogle ting, som vi bare måtte ha’.
Nå, Snøde var en skuffelse, beskidt vand og ålegræs på krogen med det samme, så vi blev hurtigt enige om at skifte plads.
Gert og Knudsen havde allerede nævnt Siø-dæmningen flere gange som en sikker plads, så det skulle prøves nu.
Bilen blev parkeret i vejkanten et stykke inden dæmningen.  Det føltes underligt at gå langs med hovedvejen derud, iført hele krigsudstyret.  Vi fik da også et par dyt med på vejen fra den konstante trafik over dæmningen.
Vi havde vel højst fisket 20 minutter, da jeg får bid et stykke ude  -  skralderbang, sagde det.
Fisken er blank og et stykke over målet kan jeg se, så jeg bakser mig selv på plads på en sten helt nede ved vandet.  Fisken er ret hurtigt medgørlig og lader sig kane ind over netrammen  -  YES !
Fisken er kroget sikkert i både under- og overmund.  Måske var det alligevel en god investering, de sylespidse trekroge med tefloncoating, jeg fandt hos Korsholm….

Efter beundring og måling  -  46 cm  -  fortsætter vi fiskeriet.

SCS_b.jpg (21135 bytes)

Jeg må ha’ fundet lige præcis det rigtige blink  -  Tobis 12 g med rød folie  -  for i løbet af de næste 20 minutter lander jeg 3 ørreder mere, dog alle under målet.
Gert og Knudsen roder febrilsk i blinkæskerne, men så bliver det dødt igen og efter endnu en times fiskeri gik turen atter mod huset og nogle frokostklemmer.
Eftermiddagsfiskeriet tog vi ved Vesteregn.  Her mødte vi et par lokale multihjulsfiskere, som velvilligt fortalte historier om store ørreder taget netop heromkring.  De mente dog at vandet var for stille, hvilket vi ikke var uenige med dem i.  Alligevel nåede jeg lige at genudsætte endnu en blank målsfisk inden mørket faldt så meget på at vi automatisk blev draget mod bilen igen.
Mærkeligt nok fangede vi heller ingen torsk her, men tilbage i huset kom Svend hjem med både ørred og torsk, også Finn havde ørred med hjem og der meldtes om en del genudsættere.

svend_c.jpg (10824 bytes)

Godt trætte og sultne nød vi alle godt af Rie’s kokkekunst denne aften  -  kotelletter i fad, mums !
Belært af tidligere erfaringer havde vi ikke tændt op i brændeovnen, og terrassedøren stod på vid gab.  Alligevel holdt alle vist varmen, godt hjulpet af de nu nærmest varme juleøl !

Jeg var opsat på fiskeri søndag, så jeg gik tidligt i seng.  En del af selskabet blev hængende i noget kortspil, som efter de forskellige udbrud af glæde og gråd at dømme har været rigtig spændende.
Søndag morgen var omtrent den samme del af selskabet mest stemt for at køre lige hjem.
Heldigvis ville Torben også gerne ha’ søndagsfiskeriet med, så jeg fik flyttet mine pakkenelliker over i hans bil.
Vi var først ved Gulstav på sydspidsen, men pålandsvinden var ret kraftig så vi søgte tilbage til Vesteregn.  Ingen tegn på liv trods en times koncentreret fiskeri.
Vi blev enige om at prøve Siø-dæmningen igen, men to timers fiskeri gav ingenting  -  man kan altså ikke være heldig hver gang !

Efter en lang køretur var vi hjemme ved halv seks tiden.
Da den hjemtagne ørred nu var tøet op blev den skåret i skiver og stegt på panden  -  en herlig måde at komme hjem fra fisketur på !