Bornholm 1999 v/Gert Andersen

Ding dong - ingen reaktion. Huset ligger totalt mørkelagt hen i Holstebro forstaden Mejdal. Vi ringer flere gange på dørklokken og lusker lidt rundt om huset, i håbet om at se lys. Kl. er 3.00 om morgenen d. 6. marts, og vi havde egentlig en aftale med Henning om at tage en uge til Bornholm.

Det lykkes dog at få Henning banket op - der var altså nogen hjemme rent fysisk, men åndeligt gik der nok en 5 10 minutter inden han var i stand til at kommunikere. En kop kaffe og lidt morgenmad hjælper altså utroligt - og snart er vi på vej - på vej til Bornholm for 7. år i træk tror jeg nok.

Turen derover er der ikke så meget at skrive om - en lang køretur og færge sejllads, der bare skal overstås. Vi ankommer lørdag eftermiddag til sommerhuset i Bølshavn - grejerne pakkes ud og vi får os installeret - et par af os vil lige fiske en time, mens Henning foretrækker at få tømt bradepanden (= madpakke som er meget stor).

Efter lidt luft og et par kast neden for sommerhuset (vi har hele 40 meter ned til Østersøen) er vi klar til at gå til ro - næste dag gælder det for alvor.

Friske kører vi således søndag morgen til Salene bugten (Knudsen brokker sig godt nok noget, han mener ikke fiskene vil bide om morgenen så tidligt på året) - der plejer vi altid kunne fange en fisk eller to. Kort tid efter det er lysnet er turens første ørred kroget, benene ryster på Gert så blinkæsken kan høres på lang afstand - en let farvet fisk på ca. 45 cm. kan noteres - fisken bliver naturligvis genudsat. Utroligt, at der ikke skal mere til for at få adrenalinen til at pumpe - måske også meget godt - det handler jo om indlevelse og oplevelser.

Lidt efter er den gal igen - der lyder en PIFTEN & RÅBEN - man skulle tro vi var i EKKODALEN. Knudsen har fast fisk på ude ved Hestestenen. Gert iler til og kan se en stor fisk vælte sig rundt i overfladen. Det er en stor BLANK ørred. Michael ryster, da den springer af vandet og gå ned bag et skær. Det lykkedes dog Knudsen at bevare fatningen og få fisken presset op igen og efter 5 min. fight kan Gert nette 3,3 kg sølvtøj fordelt på 67 cm. NÅ KNUDSEN - MORGENFISKERI DUER IKKE ELLER HVA ?

Tilbage ved bilen støder vi på Niels og Henning. Niels har også fået fisk - en 45 centimeters let farvet som lod sig friste af flue fisket på bobleflåd -også denne fisk fik sin frihed igen, som man jo bør med de lidt magre nedgangsørreder.

Efter frokost i det fri skal bugten lige prøves igen - Knudsen skynder sig ud til Hestestenen og minsandten om ikke der var en til - denne gang en blev det dog til en genudsætter på 60 - 65 cm.

Det er tid at skifte plads, og vi vælger Vang, hvor vi har en rimelig pålandsvind og meterhøje bølger - perfekt ser det ud. Efter kort tid ser jeg en fisk stå med siden til helt oppe i en bølge og snappe efter mit blink - et fantastisk syn, man ikke oplever i Limfjorden. Fisken fortryder dog sit foretagende og heller ikke de andre mærker fisk - lidt mærkeligt synes vi.

Den sidste time beslutter vi os for at bruge ved Teglkås, som ligger lidt sydligere. Inden længe har en smældfed grønlænder taget Niels' flue - landingen mislykkes dog - man kunne også sige, at fisken vandt slaget.

Nu mangler kun Henning at fange en fisk og før tanken tænkes til ende bliver der råbt FISK. Henning er på banen - og tiden bliver ikke spildt med at folde netposen ud - nej fisken kanes op på noget der minder om en "tennisketsjer" - det ser sjovt ud - OG JA VI HAR DET PÅ VIDEO.

Sikke dog en førstedag - alle mand fik fisk - hvad mon resten af ugen bringer ?

8. marts - Gert og Knudsen er så småt færdige med at "fejre" de 3,3 kg sølv, da Henning og Niels står op og kører alene til Salene. Vinden er frisk til hård stik øst. Niels har fisk i første kast allerede inden Henning kommer ned til vandet. Fisken hopper dog af, men ikke mindre end 5 ørreder kommer på land inden for den næste time og yderligere 3 mistes. det er dog alle nedgængere som må ud igen, men det giver altid blod på tanden.

De to syvsovere er blevet klare til aftenfiskeriet ved Flyvepladsen/Lufthavnen. Det er koldt og det småregner. 3 timers fiskeri uden hug. Det er ved at blive mørkt og jeg sætter en Hingsten 18 gr. på. Hingsten går højt i vandet og ses som en mørk silluet nedenfra. De andre er gået nordpå og jeg kan ikke se dem. pludselig er der fast fisk helt ude i kastet - jeg kan mærke, det er en rimelig fisk og landingen bliver da også ganske dramatisk...jeg forsøger at nette fisken, som hopper ud af netposen 2 gange (De andre har MANGE gange kommenteret, at mit net var al for bette til Bornholm - det ku være, man skulle overveje at investere i et nyt) - det resulterer ihvertfald i, at krogen sætter sig i posen 2. gang og fisken ligger i vandet - der er kun et at gøre - I bedste JAMES BOND stil kaster jeg mig over fisken - fy for pokker - vandet er altså koldt her først i marts måned - men på land kommer fisken - 2,9 kg / 62 cm. total blank overspringer.

Jeg sidder og varmer mig på en kop kaffe, da de andre kommer tilbage - smilet er ikke svært at finde frem til trods. Det får naturligvis de andre til at fiske lidt videre - snart har Niels hug - Torsk råber han, og pumper den ind mod land - han bliver noget overrasket, da det viser sig at være en ørred på 2,5 kg.

2 dage er gået og 12 fisk på land !

Tirsdag.... det bliver lidt trivielt...så lad os bare med det samme sige masser af fisk. Henning noterede sig for 140 cm. sammenlagt. Dagens absolutte højdepkt vi alle husker og HAR PÅ VIDEO, er på et tidspkt, hvor Niels står på en stor sten med store bølger skvulpende op over - vinden er strid ovenikøbet, men alligevel får han banket et tung Bingo blink ud, hvor fiskene er. BANG... en stor fisk er kroget og stangen flexer totalt. Niels kommer ned ad stenen og for søger at balancere baglæns ind mod land...DET GÅR GALT... han falder "desværre" lige så lang, som han er - liggende halvvejs i Østersøens bølger forsøger han stadig at fighte fisken, men ak... linen springer og fisken er væk..Undskyld Niels, men det så altså morsomt ud.

Niels er ikke sådan at slå ud, og fanger da også senere på dagen et par genudsættere ved Lufthavnen.

Aftens-/natmaden står på Bøf med Spejlæg.. Uha det smager godt, tilberedt af mesterkokken Henning.

Onsdag. Midtvejskrise.... der kommer altid et tidspunkt, hvor man har behov for lidt søvn, så dagen bruges til afslapning og handlen ind i Rønne. Vejret har taget en dramatisk vending - sidst på dagen har vi nærmest SNESTORM og flere biler er kørt i grøften, så vi har heller ikke ligefrem travlt med at komme op torsdag. Landskabet er totalt snedækket - flot ser det ud, men koldt er det også. Fiskes skal der trods is i øjeren og det bliver da også til et par små blanke fisk ved Sose og Gert har en ENORM (efter hans egen mening) fisk til at gå efter wobleren, men de største bider jo aldrig eller mistes - og der er desværre ingen vidner.....

Fredag er sidste fiskedag - den bruges traditionelt oppe ved Hammershus. Der er så utrolig flot en natur deroppe ved Møllevig og Hammeren. Ellers bliver det lidt køren rundt til Helligkvinde, Farmor Hus og ja Lufthavnen skal også lige have det sidste kast.

20 havørreder på land blev det til og mange mistede. Vi havde solskin fra en skyfri himmel, Blæst, Regn & Slud, Snestorm og is i øjerne....vi havde en fantastisk tur, og vi skal helt sikkert afsted næste år igen.